Kompositløsning til vindmøller modtager fornem pris

onsdag 12 mar 14
|

Fakta

Udviklerne af løsningen og modtagerne af prisen:

  • Karsten Schibsbye, leder af ’Next Generation Blade’-projektet hos Siemens Vind Power
  • Luc Peters, teknisk produktchef på vindenergiområdet hos fiberglasvirksomheden 3B
  • Giacomo Perfetti, forsker fra den schweiziske virksomhed DSM
  • Povl Brøndsted, forskingsspecialist ved DTU Vindenergi
Et innovativt samarbejde mellem DTU Vindenergi, Siemens Wind Power og materialevirksomhederne DSM og 3B har resulteret i et nyt, banebrydende kompositsystem til vindmøllevinger. Materialet er så lovende, at det har skaffet DTU og resten af holdet bag en prestigefuld pris.

Et nyudviklet materiale til vindmøller vil gøre det billigere og nemmere at producere lettere og mere slidstærke møllevinger, samt sikre en endnu mere bæredygtig energiudvinding fra vind. Den nye kompositløsning har sikret holdet bag opfindelsen den eftertragtede JEC 2014 Composite Innovation Award i kategorien ’bæredygtighed’. Povl Brøndsted fra DTU Vindenergi er en del af teamet.

”Det nye system giver fred i sindet til energiudbydere, fordi det modstandsdygtige materiale giver top-præsterende møllevinger, som tillader vindturbinerne at levere bæredygtig energi dag efter dag,” fortæller han.

Hjørnestenen i det nye kompositsystem er sammensætningen af 3B’s optimerede glasfiber og DSM’s resin - en type plast lavet af 40 procent naturmateriale helt fri fra den skadelige luftart styren.

Vigtig international anerkendelse
"Prisen understreger, at vi er førende i verden på det her område, og det betyder meget, at vi får international anerkendelse for vores arbejde."
Povl Brøndsted, forskningsspecialist ved DTU Vindenergi

Mens materialevirksomhederne har leveret komponenterne, har DTU Vindenergi og Siemens Wind Power leveret know-how og forskningsbaseret rådgivning. Den endelige kompositløsning er kommet til verden med co-creation og samarbejde de fire aktører imellem. 

Povl Brøndsted, forskningsspecialist ved DTU Vindenergi, har repræsenteret DTU. Han understreger, hvor betydningsfuld prisen er:

”Det er med stor stolthed, at DTU Vindenergi sammen med de andre aktører modtager denne pris. Prisen understreger, at vi er førende i verden på det her område, og det betyder meget, at vi får international anerkendelse for vores arbejde.”

JEC Innovation Award er én af de største priser inden for kompositteknologi. Den uddeles på den årlige JEC Konference i Paris, som finder sted fra den 11.-13. marts 2014.