Vi hilser regeringens energiudspil velkomment

torsdag 26 apr 18

Regeringen melder i deres energiudspil ud, at de vil bygge verdens største havvindmøllepark i Danmark. Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt er vindmølleparken blot en start på vindeventyret.

Regeringen har torsdag formiddag fremlagt sit energiudspil. I energiudspillet står der bl.a. skrevet:

”Regeringen ønsker at udbyde danmarkshistoriens hidtil største havvindmøllepark på ca. 800 MW. Havvindmølleparken vil forøge den samlede mængde af havvind i Danmark med ca. en tredjedel.”

Udsigten til at bygge verdens største havvindmøllepark i Danmark hilser Peter Hauge Madsen, institutdirekør på DTU Vindenergi velkommen:

”Det er et kæmpe stort skridt i den rigtige retning. Den nye vindmøllepark viser, at der fortsat er tro på vindenergi,” siger han og uddyber:

”Regeringen har tidligere meldt ud, at mindst 50% af energibehovet i Danmark skal være dækket af vedvarende energi i 2030. Derfor er der brug for nye, store tiltag i sektoren.”

En begyndelse
Under præsentationen af forslaget torsdag formiddag meldte, Klima-, Forsynings- og Energiminister Lars Chr. Lilleholt ud, at man fra regeringens side endnu ikke har taget stilling til, hvor den nye store havvindmøllepark skal placeres. Ministeren nævnte desuden, at den nye havvindmøllepark blot er en start:

”Vi vil etablere mere havvind. Vi vil senere kigge på, hvor meget mere havvind, der skal komme frem mod 2030.”

Det er en positiv udmelding, mener Peter Hauge Madsen:

”I udspillet understreger regeringen vigtigheden af forskning i hele værdikæden fra grundlæggende forskning og frem til demonstrationsprojekter, som bringer nye teknologier tættere på markedet. Det giver danske virksomheder og forskningsinstitutioner mulighed for at udvikle og vise deres løsninger i nye ambitiøse projekter.”