Meet the future Andrea Gamberini

Meet the future - Andrea Gamberini

fredag 29 okt 21

Kontakt

Andrea Gamberini
Erhvervs-ph.d.
DTU Vindenergi
Erhvervs-ph.d.-studerende inden for vindenergi giver værdifuldt samarbejde mellem DTU Vindenergi og vindmølleindustrien.

DTU Vindenergi arbejder tæt sammen med vindmølleindustrien om forskning i og udvikling af udnyttelsen af vindenergi. En del af samarbejdet foregår i skikkelse af erhvervs-ph.d.-studerende, der er ansat i virksomheder, og som har deres ph.d.-vejleder på DTU Vindenergi.

Ph.d.-studerende Andrea Gamberinis forskning

En af de erhvervs-ph.d.-studerende er Andrea Gamberini, der er ansat hos Siemens Gamesa Renewable Energy, og som arbejder tæt sammen med sektionen for Airfoil and Rotor Design på DTU Vindenergi. Her har hans vejleder Athanasios Barlas sit virke som seniorforsker, og Andrea sætter pris på den sparring, han har med ham. ”Min vejleder og professorerne generelt vil meget gerne hjælpe, og det er rart at mærke,” fortæller Andrea.

Andreas projekt bærer titlen ”Advanced model development and validation of Wind Turbine Active Flap System,” og han beskæftiger sig med vindmøllevingers design. Flaps er bevægelige dele på vindmøllevingens bagkant, der benyttes til at reducere vindens belastning på vingen og i sidste ende optimere produktionen af energi og dermed reducere prisen på vindenergien. At designe et pålideligt og effektivt flapsystem har vist sig at være særdeles udfordrende for forskerne, og indtil nu er systemerne kun blevet testet i små vindtunneltests eller på små vindmølleprototyper uden en egentlig anvendelse i industrien. I Andreas ph.d.-projekt har han adgang til data fra den første fuldskala vindmølleprototype, der er udstyret med en flap, for at kunne validere og forbedre de aktuelle flapmodeller. Andrea præciserer: ”Siemens Gamesa Renewable Energy tester et nyt flapsystem på en af deres vindmølleprototyper, hvor flappen er placeret på de sidste 20 meter af en 60 meter lang vindmøllevinge. Ved at bruge data fra denne prototype kan jeg validere den aktuelle model af de flaps, der bruges i HAWC2 softwaren og forbedre den. Det vil øge pålideligheden og præcisionen på designet af fremtidens vindmøller, der er udstyret med en flap.” HAWC2 er DTU’s kode, der bruges til at beregne en vindmølles belastning og ydeevne.

Vejen til DTU Vindenergi

Andreas interesse for vindenergi startede tilbage i hjemlandet Italien i universitetsbyen Bologna, hvor han studerede luftfartsvidenskab og skrev sin masterafhandling inden for vindenergi. Efter endt uddannelse fik han job i en virksomhed i den italienske vindenergisektor, men da muligheden for en karriere i Siemens Gamesa Renewable Energys ”Load and control”- afdeling viste sig, sprang han til og flyttede til Danmark i 2014. Her arbejdede han som ”load engineer” og var med til at designe vindmøller, men efter seks år fik han lyst til at udvikle sin viden om vindenergi yderligere. ”Jeg ønskede at forbedre min forståelse af teorien bag mit arbejde. Jeg var heldig at finde et projekt hos det firma, jeg var interesseret i, så jeg ansøgte om finansiering til det hos Innovationsfonden. Efter at have fået godkendt min ansøgning påbegyndte jeg mit projekt som erhvervs-ph.d.-studerende i juni 2020,” fortæller Andrea. På trods af nogle få udfordringer med at vende tilbage til tilværelsen som studerende efter ti års arbejde i industrien, fortryder han ikke sit skifte: Ved at kombinere sit vejledningsforløb på DTU Vindenergi med forskningsaktiviteterne hos Siemens Gamesa Renewable Energy oplever Andrea, at han kommer hele vejen rundt inden for forskningen i vindenergi: ”Jeg arbejder både teoretisk med modellering af flaps i DTU’s HAWC2 kode og anvender dette konkret i valideringen på en fuldskala vindmølle fra Siemens Gamesa Renewable Energy”, siger han.

Hvordan vil din forskning blive brugt i praksis?
Andrea Gamberini er ikke i tvivl om, at Siemens Gamesa Renewable Energy vil bruge hans resultater i udviklingen af deres vindmøller, og han håber, at man inden for de næste fem år vil se resultater i form af en reduktion af belastningen, ikke kun på vindmøllevingerne, men på hele vindmøllen. Man vil så kunne lave større komponenter, og det vil give en større energiproduktion til lavere udgifter. Han forestiller sig, at hans forskning især vil kunne bruges på store offshore vindmøller og måske inden for flydende vindenergi, som der forskes meget i lige nu. Det kan sagtens tænkes, at andre firmaer vil følge efter Siemens Gamesa Renewable Energy, mener han.

Livet som erhvervsph.d.-studerende

Hvorfor valgte du at finde din vejleder hos DTU Vindenergi?
DTU Vindenergi er kendt som et sted, der er helt i front med forskningen inden for vindenergi,” siger Andrea begejstret. ”Og fordi Siemens Gamesa Renewable Energy allerede arbejdede sammen med DTU Vindenergi, var det oplagt, at jeg skulle finde min vejleder her,” fortæller Andrea.

Hvordan er det at være erhvervsph.d.-studerende med tilknytning til både industrien og DTU Vindenergi?
Andrea er glad for sin tilknytning til instituttet og siger: ”Her er en åben kultur, og man kan gå direkte til hinanden. Det er rart.” DTU Vindenergi arbejder sammen med industrien i stort omfang, og beskyttelsen af kommercielle data tages meget alvorligt. Håndteringen af databeskyttelse har dog givet lidt udfordringer. I begyndelsen af hans ansættelse som erhvervs-ph.d.-studerende var hans interaktion med DTU Vindenergi begrænset pga. instituttets regler om databeskyttelse. Men efter en indledende periode med lidt tilpasninger til situationen, synes han, at han har fundet en balance, så han godt kan samarbejde med kollegerne på universitetet uden at komme til at få fortrolig information, fortæller han.

Har du et godt råd til kommende ph.d.-studerende og erhvervs-ph.d.-studerende på instituttet?
”Ja: få det bedste ud af det og vær fleksibel, for meget kan ændre sig undervejs. Fx kan det være, at din prototype ikke virker,” siger Andrea og uddyber: ”Hvis tingene ikke går som planlagt, så naviger om.”