Bax Lindhardt

Iværksætter løber startup I gang med hjælp fra DTU

tirsdag 08 jun 21

Kontakt

Christen Malte Markussen
Udviklings Ingeniør
DTU Vindenergi
60 17 76 99

1994: Aktiv gymnast.

2005: Mister som 14-årig sit højre ben i en trafikulykke og får benprotese.

2015: Uddannet civilingeniør fra DTU.

2019: Opsiger sit job som udviklingsdirektør i Esbjerg og starter Levitate.

Start 2020: Levitate flytter til DTU Link, der ligger på DTU Risø Campus. DTU Link drives med midler fra Region Sjælland. Små og mellemstore virksomheder fra regionen kan modtage op til 300 finansierede forskningstimer til at udvikle et teknologisk koncept eller en prototype i tæt samarbejde med forskere fra DTU. 

2020: Kommer på listen ’30 under 30 – Europe’ i magasinet Forbes. En liste, der hylder de mest iøjnefaldende iværksættere under 30 år.

August 2020: Udvalgt til at deltage i hardtech-konkurrencen Danish Tech Challenge, hvor 20 virksomheder dyster om 500.000 kroner.

2020: Praktikant fra DTU Skylab bliver tilknyttet Levitate og arbejder med en 360-graders analyse af, hvad det betyder for individet at være fysisk aktiv efter en ulykke. 

2020: Løbeprotesen bliver testet af benamputerede hos Parasport Frederiksberg.

Startup udvikler ny ’plug and play’-protese til motionsudøvere i tæt samarbejde med ingeniører og forretningsudviklere på DTU.

Et forskningsmiljø i verdensklasse, et opstartsmiljø for små og mellemstore virksomheder og en god idé fra en civilingeniøruddannet fra DTU har ført til startup-virksomheden Levitate, der nu udvikler den første ’plug and play’- motionsprotese. 

Motionsprotesen adskiller sig fra andre ved, at foden er lavet i et kompositmateriale, der er mere fleksibelt end traditionelle proteser og kan monteres direkte på et protesehylster. Derudover bliver den billigere end lignende produkter, som man typisk skal betale et engangsbeløb på 50-100.000 kr. for. Levitates protese skal efter planen kunne fås for en mindre månedlig abonnementspris eller en lavere engangspris. Det skal være med til at give alle amputerede i hele verden mulighed for at få et fysisk aktivt og sundere liv.

”Da jeg første gang hørte idéen om at konstruere motionsproteser til gavn for amputerede, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville bidrage med min viden om kompositmaterialer,” siger Malte Mar - kussen, der er udviklingsingeniør på DTU Vindenergi.

”Her kunne jeg med en meget lille indsats få en reel ’impact’ på samfundet, hjælpe en masse mennesker, reducere omkostningerne og gøre tingene smar - tere. Det er netop det, vi er sat i verden for. At udvikle teknologi til gavn for samfundet.”

Opstartsmiljø betyder alt

Samarbejdet begyndte i december 2019, da Lasse W. Madsen, der er benampu - teret, tog kontakt til DTU for at få hjælp til at udvikle en benprotese, som var bil - ligere, end hvad der var tilgængeligt på markedet. Her fik han kontakt til Malte, der arbejder med materialefremstilling og bygger prototyper og komponenter i Large Scale Facility, en testfacilitet af højeste internationale standard, hvor DTU forsker i at teste styrke og udmattelse af store konstruktioner som bl.a. vindmøllevinger til industrien.

Malte lærte Lasse at fremstille og bearbejde kompositkomponenter og gav ham en kontakt til forretningsudvikleren Thomas Hørdam fra DTU Link. DTU Link er et inkubationsmiljø på DTU Risø Campus, der understøtter samarbejde og innovation på tværs af forskere, SMV’er og startups i Region Sjælland. Således fik Lasse hjælp til at udvikle og teste sin løbeprotese i DTU’s værksteder og laboratorier.

”Et inkubationsmiljø som DTU Link betyder alt for iværksættere som Lasse. Vi begynder altid med at afdække den enkelte iværksætters behov og yder på den baggrund sparring omkring forretningsidéen. Vi gennemfører også en række faglige arrangementer, som kan inspirere og klæde iværksætterne på inden for forskellige områder,” siger Thomas.

”Vi har bl.a. hjulpet Lasse ved at indgå i en dialog om idéen og afklare, hvad DTU kunne hjælpe ham med. Desuden har vi matchet Lasse med andre startups inden for samme og beslægtede områder, hvilket har været til gensidig inspiration for dem.”

Hundredvis af maratoner

Med adgang til DTU’s faciliteter kom Lasse hurtigt i gang med at bygge en model til en kompositfod i prototypeværkstedet. Her har han testet de kunstige fødder på en testmaskine for at holde øje med materialets styrke og træthed. Indtil videre har fødderne løbet hundredvis af maratoner med flere hundrede kilo belastning på maskinen, ligesom Lasse og andre benamputerede har løbet tusindvis af kilometer med en prototype for at teste foden i praksis.

Virksomheden holder nu til i kontorfaciliteterne i DTU Link, hvor Lasse sammen med sin medstifter, Andrew C. Whittaker, stort set er selvkørende i at fremstille kompositkomponenter. Takket være Malte har Lasse kunnet trække på en årelang erfaring fra DTU’s materialeforskningsgruppe, der har arbejdet med kompositter siden 70’erne. Forskningsgruppen holder nu til i Section of Structural Design and Testing.

I dag bliver kompositmaterialer bl.a. brugt i tog og fly – foruden vindmøllevinger – hvor det giver lettere og stærkere konstruktioner. For flyene betyder det, at de kan medtage flere passagerer og flyve længere på den samme mængde brændstof. For togene betyder det, at der ikke skal bruges så meget energi til at accelerere.

”Komposit er en overordnet kategori af materialer, som har en række fordele sammenlignet med metal, og som vi bruger til mange ting, der typisk er vægtfølsomme eller udsat for miljøer, der forringer materialets levetid, eller mange gentagne belastninger. Hvis man bruger kompositmaterialerne klogt, kan man anvende dem i stedet for konventionelle materialer inden for mange nicheområder,” siger Malte. 

”Levitates motionsproteser er et godt eksempel, fordi det skal være let, men også rigtig stærkt. Ved hjælp af et smart design og avanceret matematik er det lykkedes at udvikle et konkurrencedygtigt alternativ til en brøkdel af prisen.”

Vilje og gåpåmod

"Da jeg første gang hørte idéen om at konstruere motionsproteser til gavn for amputerede, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville bidrage med min viden om kompositmaterialer."
Malte Markussen, udviklingsingeniør på DTU Vindenergi

Dermed er Levitate kommet et stort skridt tættere på at sætte deres motionsprotese i produktion. Rejsen begyndte allerede, da Lasse som 14-årig mistede sit højre ben i en trafikulykke. På det tidspunkt var han skrevet op til en gymnastikefterskole og skulle begynde ni måneder senere. Men ligesom de fleste andre amputerede fik han at vide, at han godt kunne glemme alt om løb og aktivitet, fordi det er utrolig dyrt at investere i komponenter til benamputerede sportsudøvere. Lasse fik dog fat på en sportsprotese og begyndte på gymnastikefterskolen, hvor han deltog på lige vilkår med alle andre elever. 

Siden oprettede han en Instagramprofil, hvor han fortalte om livet som aktiv løber med benprotese. Her fik han et indblik i, hvor mange mennesker der gerne ville have fat i lignende sportsudstyr, men ikke havde råd. Med Levitate har Lasse gjort det nemt for benamputerede at komme i gang med at blive fysisk aktive:

”Jeg har en tro på, at hvis man har en god idé, vilje og gåpåmod, så kan tingene sagtens lade sig gøre. Kombinationen af den viden og erfaring, som jeg har oparbejdet gennem min uddannelse og mit arbejde, har gjort, at jeg turde springe ud i det uden at vide, hvor det ville ende.”