Foto: Timm Becker

Smart regulering af støj fra vindmøller

tirsdag 06 nov 18
|
DTU Vindenergi skal med industrielle partnere udvikle et modelværktøj til mere præcis beregning af støjen fra vindmøller og komme med bud på smartere støjreguleringer.

Skal Danmark i 2050 være uafhængig af fossil energi, skal mængden af grøn energi øges betragteligt. Her vil vindenergi være den største bidragsyder, men vi bliver i stadig større grad nødt til at udvide vores kapacitet fra vindmøller, hvis målene skal nås. Landvindmøller er væsentligt billigere og lettere at vedligeholde end havmøller, og derfor får vi mere grøn energi for pengene fra landmøller.

 

Ofte er det støjkravene til vindmøller, der bliver begrænsende for hvor meget energi, der kan produceres. Derfor er DTU Vindenergi gået sammen med Siemens-Gamesa Renewable Energy, EMD International A/S og DELTA om projektet DecoWind, hvori Innovationsfonden investerer 13,4 mio. kr.

 

"Vindmøllestøj er et stort emne verden over, og med de nye modeller kan vi tilbyde operatører, planlæggere og myndigheder en løsning, der både optimerer produktion og forbedrer beskyttelsen af naboer"
Thomas Sørensen, akustik-ansvarlig hos EMD

Med projektet ønsker konsortiet at kigge nærmere på støj fra vindmøller og udvikle modelværktøj, som kan bruges globalt og bidrage til mere præcis beregning af støjen, således at der kan produceres mere energi inden for støjkravet. Hvordan kan vi øge den årlige energiproduktion uden at øge støjen fra møllerne? Det er hovedspørgsmålet, som DecoWind skal komme med et svar på.

 

”Med projektet ønsker vi at udvikle high-fidelity støjkædemodeller, der præcist kan forudsige støj fra vindmøller og vindmølleparker. Derudover er vores mål, at vi kan optimere den årlige energiproduktion uden, at det går over de eksisterende støjgrænser,” forklarer Wen Zhong Shen, professor ved DTU Vindenergi og projektleder på DecoWind.

 

Smart støjregulering

DecoWind er et treårigt projekt, som Siemens-Gamesa Renewable Energy glæder sig til at komme i gang med. Som vindmølleproducent kender de alt til problemerne med den støj, der kommer fra vindmøller. Stefan Oerlemans, section head inden for støj hos Siemens Gamesa Renewable Energy, forklarer:

 

”Vi er med i projektet, da vi gerne vil forbedre og validere værktøjerne til modellering af støj fra vindmølleparker. I kombination med smartere reguleringer vil det gøre det muligt for os at øge vindkraftproduktionens energiudbytte inden for støjbegrænsningen hos naboerne. På denne måde kan vi sænke omkostningerne ved ren vindkraft samtidig med, at vi tager hensyn til samfundsmæssige begrænsninger."

 

De nye modeller vil dog ikke blive begrænset til brug i et internt dansk værktøj. Gennem den meget udbredte windPRO-softwarepakke vil EMD International A/S gøre modellerne tilgængelige for brugere verden over. Thomas Sørensen, akustik-ansvarlig hos EMD, siger:

 

”Vindmøllestøj er et stort emne verden over, og med de nye modeller kan vi tilbyde operatører, planlæggere og myndigheder en løsning, der både optimerer produktion og forbedrer beskyttelsen af naboer. Bare det at kunne tilbyde en større sikkerhed i forhold til de nuværende værktøjer er meget attraktivt, og med tilføjelse af det dynamiske element vil vi kunne tilbyde noget, ingen andre kan.”

 

DecoWind vil også komme med bud på smartere støjreguleringer for vindmøller, der tegner et klarere billede af den støj, der kan høres ved naboer. I dag er støjgrænsen for vindmøller ved en vindhastighed på 6 m/s på 37 dB i beboelsesområder samt 42 dB i mere åbne områder.